lørdag 20 januar 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Overborgmester giver sig: Der skal findes alternativ beliggenhed til Amager Fælled-byggeri

orestad faelled kvarter pladsen ved engenØrestad Fælled Kvarter med 2.500 boliger kommer ikke til at ligge ved Sundby metrostation. Overborgmester Frank Jensen (S) erkender at det politiske flertal er væk

•  Københavns overborgmester Frank Jensen (S) meddelte onsdag morgen, at Socialdemokratiet nu vil støtte en undersøgelse, der skal afgøre om det omstridte boligprojekt Ørestad Fælled Kvarter med 2.500 boliger kan flyttes  fra byggegrunden ved Sundby metrostation til et sted længere inde på Amager Fælled.
Det sker efter at partiet Venstre tidligere på ugen sagde det samme. Dermed var flertallet for det nuværende projekt væk.
"Der er ikke længere et flertal, som ønsker byggeri på Ørestad Fælled. Det bliver jeg nødt til at lytte på Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg forholder mig til den virkelighed, der omgiver mig," siger overborgmesteren.
Ifølge Frank Jensen skal undersøgelsen være færdig i januar 2018. Men Det Radikale Venstre kræver at den er klar inden kommunalvalget til  november.
"Vi skylder borgerne i København at være fuldt oplyste om, hvad der skal gøres ved Amager Fælled, inden de går til stemmeurnerne," siger Tommy Petersen (RV).

Flyttes hen
til Vandrehjemmet
Venstre og Konservative har foreslået at kommunen undersøger om byggeriet flyttes til et område på Amager Fælled, hvor der er planer for en campingplads. Arealet er kommunalt ejet og tidligere losseplads. Men det er fredet. Der må gerne anlægges campingplads, men ikke boliger. Derfor skal Folketinget ophæve fredningen - og i stedet frede den oprindelige byggegrund.

Unik natur
skal dokumenteres
Ideen om en ny undersøgelse kom oprindeligt  fra De konservative. Her siger spidskandidat Jakob Næsager, at det først skal påvises, at byggeegrunden ved Sundby metrostation virkelig er et unik naturområde. Byggemodstanderne mener, at der netop der findes unik og 5.000 år gammel natur.
»Kan vi få det godtgjort af nogen med forstand på biologi, er vi parat til at stemme for en flytning af projektet," siger han.

Flytning mest realistisk
Men Frank Jensen tror ikke længere på at der bliver bygget på det nuværende byggefelt ud mod Ørestads Boulevard.
"Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at der skulle opstå en helt ny politisk virkelighed efter et valg, hvor alle partier pludselig bliver varme tilhængere af at bygge på det område, som nogle kalder strandengen," siger Frank Jensen.
Byggeprojektet skal indbringe små to milliarder kroner, som skal bruges til at afdrage gæld på metrobyggeriet i København.
I Venstre understreger Cecilia Lonning-Skovgaard at Venstre ikke vil bakke ud af den politiske aftale omkring Amager Fælled, som partiet i sin tid var med til stemme igennem tilbage i 1992.
"Den står vi fuldstændig ved. Men hvis der her er et alternativ, der kan løse den nærmest gordiske knude, som vi har lige nu. Så vil vi ikke stå i vejen for at få det undersøgt".

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews