lørdag 16 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Strittende debat om Naturpark Amager

naturpark borgermoede 0350Omkring 250 borgere og naturelskere var samlet til debat- og borgermøde om Naturpark Amager i mandags. Målet var at få ideer til nye aktiviteter og indgange til det store naturområdet

Naturpark Amager består af mere end 3500 hektar natur fra Islands Brygge i Nord til Dragør i syd. Den omfatter størstedelen af Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør Sydstrand. Bag projektet står Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og By & Havn. Målet er at udvikle området og få flere besøgende.  Partnerskabet har fået omkring 90 mio. kroner i fondsstøtte fra Nordea-fonden og Friluftsrådet til at etablere nye hovedindgange og såkaldte 'blå støttepunkter'. Det arbejde starter næste år med afholdelsen af en projektkonkurrence. Så det var først og fremmest de to emner, som Partnerskabet bag naturparken ønskede at tale med borgerne om på borgermødet på Ørestad Gymnasium.

naturpark borgermoede 0348Mødet begyndte med at specialkonsulent Heidi K. Stranddorf fra Naturstyrelsen Hovedstaden fortalte om planen for de kommende års udviklingsarbejde.

"Vores mål er at Naturpark Amager bliver for alle. Vi starter med at etablere flere attraktive indgange til området, samt nogle aktiviteter langs med vandet. Men hvad er en indgang, og hvordan skaber man en spændende indgang til naturparken? Og hvad er sådan et blåt støttepunkt, hvad skal det tilbyde brugerne? Det vil vi meget gerne have jeres input til," sagde Heidi Stranddorf.

naturpark borgermoede 0356Efter indledningen fulgte en åben debat, som imidlertid ikke kom til at handle særlig meget om indgange og blå støttepunkter, da de fleste af dem som tog ordet var frontkæmpere i naturdebatten, som hellere ville diskutere dyre- og planteliv, fredning og byggestop på Amager Fælled.

"Kan vi få en garanti fra jer om, at der aldrig bliver bygget på Amager Fælled"? ville en aktivist fra Danmarks Naturfredningsforening vide. Serviceområdechef Jon Pape fra Københavns Kommune kunne ikke give nogen garanti.
"Som I ved er der stadig politiske forhandlinger i Borgerrepræsentationen om at flytte byggeprojektet på amager Fælled, muligvis til en anden placering på fælleden. Men hvordan det ender, kan ingen af os vide endnu," sagde han.

"I har fået næsten 100 millioner kroner til at lave hovedindgange og vandaktiviteter. Kunne man ikke bare bruge nogle af de penge på naturen? Man kunne for eksempel sænke græsningstrykket og få en rigere flora!" sagde naturdebattøren Phillip Hahn-Petersen fra Habitats.dk.

Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen, fortalte at de mange fondspenge skal gå specifikt til etablering af indgange og støttepunkter.
"Desuden er Naturstyrelsen ved at udarbejde en ny driftsplan for Kalvebod Fælled, og det er mere den plan, som handler om naturbeskyttelse og drift af fælleden," sagde hun.

naturpark borgermoede 0353Flere andre deltagere i mødet mente simpelthen ikke, at der skulle bruges så mange penge på at få flere mennesker ud i naturen. Man skulle i stedet sørge for at naturen forblev uberørt og vild.
"Fælleden bliver langsomt fyldt med fodboldbaner og jogging. Det ender som en forlystelsespark. Det er jo en skandale," sagde en deltager.
"Vi skal lave en naturpark til naturen. Det er min inderlige frygt, at jeres plan kommer til at ske på bekostning af naturen," sagde en anden.

Men der var også deltagere, som kom med inputs til at få flere mennesker ud i naturen på Amager. Området som dækker Naturpark Amager har i dag omkring 1 mio. besøgende om året. Tll sammenligning har Dyrehaven ved Klampenborg omkring seks mio. besøgende årligt, selv om den kun fylder en trediedel af Amagers naturområder.

naturpark borgermoede 0346"Det er et lidt hemmeligt sted vi har herude, som sagtens kan gøres mere kendt og mere tilgængeligt," sagde en deltager, og så fulgte forslag om bedre skiltning, en kro, flere parkeringspladser og færre hegn omkring fælleden.

Flere deltagere mente at forslagene fra Partnerskabet til placering af de blå støttepunkter var forkert.

naturpark borgermoede 0364Efter en pause var der workshops, hvor man igen kunne komme med forslag til de nye hovedindgange og de blå støttepunkter. Her kom der stribevis af forslag om bemandede hovedingange, oversigt over området ved hjælp af droner, tilgængelighed for handicappede, toiletter osv.

Mange mente at det var nødvendigt at regulere trafikken af meget hurtige racercyklister. Andre ville lave sankesteder, fiskepladser og bademuligheder ved vandet. En deltager foreslog sågar en naturhavn for sejlbåde, hvor tursejlere kunne lægge til, tæt på den uforstyrrede natur på fælleden.

Partnerskabets projekt for hovedindgange og blå støttepunkter forventes at stå klar i 2020-2021.

Naturpark Amagers nye hjemmeside: http://naturparkamager.dk/

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews