fredag 23 juni 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Ghost in the Shell: En visuel nydelse - tæt på fem stjerner

ghost in the shell• I en nær fremtid, hvor mikrocyberforbedring er en norm, får Major (Scarlett Johansson) et nyt liv efter at have været i en forfærdelig ulykke

5stjernerGhost in the Shell. Instruktør: Rupert Sanders. Medvirkende: Scarlett Johansson, Pilou Asbæk, Michael Pitt,  ’Beat’ Takeshi Kitano, Juliette Binouche. Varighed: 104 min. Censur: 13 år. Premiere: 6/4-2017

Hun får en ny identitet som den perfekte cybersoldat, og hendes formål er at stoppe samtidens terrorister, de cyberkriminelle. Major og hendes trofaste makker, Batou (Pilou Asbæk), kæmper sammen med deres team mod hackerne, som kan hacke alt fra robotter til hjerner hos cyberforbedrede mennesker. Major og hendes team haler sig ind på skurken Kuze (Michael Pitt) men måske har Major mere tilfælles med Kuze, end hun bryder sig om. Major blev selv skabt på et laboratorium hos Hanka Corporations af Dr. Oulet. Hvem kan hun stole på???

Filmen er instrueret af Rupert Sanders, som også har instrueret 'Snowhite and the Huntsmen', og baserer sig på 'Ghost in the Shell' mangategneserien og tv-serien af Shirow Masamune. Historien går helt tilbage til begyndelsen og genskaber oprindelseshistorien, hvor Major blev skabt. Filmen har fået kritik for at caste en caucasisk kvinde, frem for en asiatisk, da filmen udspringer af den japanske mangaserie, men når det så er sagt, spiller Johansson overbevisende og passer godt ind i universet. Pilou Asbæk spiller også fænomenalt i samspil med Johansson og formår at give filmen en varme, som de andre skuespillere ikke kan give.

Generelt set er det en overdrevet film, i og med, at den baserer sig på en mangategneserie, og at det er en actionfilm. Det kan enten briste eller bære, og 'Ghost in the Shell' formår at gøre det overdrevne til en gennemført stil i filmen. Kampscenerne i filmen bliver en visuel nydelse, da scenerne ofte skifter mellem normal hastighed og slowmotion, så man når at opfatte de små visuelle detaljer, der er blevet fiflet for, i filmen. Det ’grimme’ urbane sci-fi miljø bliver ligeledes en æstetisk fornøjelse, når man svæver gennem byen og de store hologram-reklamer.
Filmen spiller i høj grad på æstetikken, hvor historien sommetider kan halte lidt efter, der er flere små historier som enten forbliver uforløste eller slutter brat. Derudover virker Dr. Oulet og Majors angivelige moder-datter forhold påtaget og ikke overbevisende. Der er en generel mangel på stærke følelser i filmen, hvilket gør at den på nogle områder er overfladisk, og narrativet er ikke noget man husker i detaljer efterfølgende. Det er i højere grad en film man husker for det visuelle, især de special effects, der er i filmen.

Filmen vil nok aldrig ramme den præcise stemning fra den originale tv-serie, så hardcore fans vil være svære at tilfredsstille med en Hollywood film. Men for folk, der ikke kender til mangaen, er det en visuelt dragende actionfilm, som både underholder og skaber spænding. Det er ikke de store følelser, der bliver bragt i kog, men det er helt klart en film man skal se, hvis man kan lide action og sci-fi genren eller visuelt imponerende film. 'Ghost in the Shell' nærmer sig 5 stjerner, men fordi der er adskillige uforløste elementer, og fordi filmen har tendens til at blive en kende overfladisk på det generelle plan, får den 4 stjerner.

Kultur:

Godt liv:

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews