tirsdag 25 juli 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

… Og i hjørnet skal der være en havepavillon

louise raaschou OKT 2015Foråret får mig til at glemme min manglende egnethed som haveejer. Hvert år

• Uh! Så dukkede det op, foråret. Og jeg bliver så kåd på hokus-krokus måden hver gang: Jeg svælger i planteskolens billeder af roser med navne som Pat Austin, William Shakespeare og Gertrude Jekyll. Jeg googler Japansk Dværgkirsebær, Lampepudsergræs og Goldflimmer Rhododendron. Jeg nærlæser alle sites med fif til ’den skønneste staudehave,’ og jeg bliver særligt begejstret, hvis den også inkluderer en romantisk stengrotte. Og en karpedam! Jeg mener, hvem vil ikke gerne have en karpedam?

I år blev mit flow dog forstyrret af, at det er første gang, jeg skal udleve forårskuller på nye matrikel, så jeg måtte stoppe op et øjeblik. Og så kom jeg til at tænke efter. Hvilket derefter tvang mig til at overveje, om jeg egentlig er rigtig rask. For det er som om, jeg intet husker fra sidste forår. Eller dem årene før. Hvor jeg også er kammet over - først på nettet, siden på planteskolen - og har anskaffet alle mulige planter, løg, stauder, klatreroser, dværgbuske og frø. Til en formue og alt sammen på én gang, fordi ”jeg hylder ’learning by doing’ princippet.” (I virkeligheden har jeg slet ikke tålmodighed til at vente på ’det optimale udplantningstidspunkt’ og har nærmere tænkt, ”hvor svært kan det være, jeg plopper det sgudda bare i jorden, så klarer naturen vel resten.”)

Har jeg måske glemt liljebedet? Som jeg for nogle år siden begyndte at anlægge i stor stil, foran terrassen, så jeg rigtig kunne sidde og nyde synet og duften og ikke mindst imponere gæster, som ville slå hænderne sammen og kurre af fryd (nok mest kvinderne) over de store, smukke, ranke blomster. Man kunne have repareret hovedtrappen for det samme beløb, men skønhed kan man nu engang ikke sætte en pris på, mente jeg, mens jeg gravede nogle-og-fyrre liljeløg ned. Og det var så sidste gang, jeg så noget til dem. Der kom ingen liljer, og jeg ved stadig ikke, om jeg ikke havde gravet dybt nok eller bare havde vendt dem den forkerte vej. Eller om det var de tolv kilo akvariegrus, jeg kort tid efter hældte ud samme sted, fordi jeg ikke vidste, hvor jeg ellers skulle gøre af det og i øvrigt først bagefter kom i tanke om liljerne.

Der var også den fine slyngplante, jeg satte i jorden, og som bare skulle dække lidt af hegnet ind til naboen, men som endte med også at dække de tre nærmeste træer. Fordi det var humle, som åbenbart er en særlig aggressiv vækst - af den slags man i nattens mulm og mørke planter hos andre som en hævnakt. Der var frøene til Georginer og Frøkenhatte, som skulle forspires i mini-drivhus, og som tørrede ind til støv, fordi minidrivhus stod i kælderen, og hvem f… husker at fise derned dagligt og vande blomsterfrø? Der var Løvefod og Storkenæb, ideelle blomster til skyggedele af haven, (det var planen, at de skulle pynte ved siden af karpedammen), bare ikke skyggen i min have, hvor de nyttesløse planter visnede uden nogen forklaring. Der var de små nåletræer, som aldrig rigtig kom sig over den første gang, jeg rettede dem lidt til med grensaksen, og som i alle årene efter bare så skæve, skamklippede og aparte ud. Og endelig var der min brombærbusk. Som jeg ganske vist ikke selv havde plantet, men som under min kyndige pleje bredte sig fra en enkelt busk til en uovervindelig monstervækst, der slog nye rødder overalt, selv gennem fliserne, og spredte sine lange, tornede fangarme ud med slet skjulte planer om verdensherredømmet.

Så når jeg nu - igen - falder tilbage til mit forvrængede selvbillede af at være konsulent på samtlige haveprogrammer hos DR, bliver jeg naturligvis en anelse bekymret for min mentale tilstand. Det fede ved nye matrikel er jo netop, at haven er lille. Så lille faktisk, at en robotstatist fra Star Wars sagtens kan overkomme at slå græsset. Mens jeg ryger smøger på terrassen, brummer den rundt på må og få, tilsyneladende helt tilfældigt, hvilket plænen da også bærer præg af, og kun indimellem er jeg nødt til at vikle den fri af julelyskæderne. Det kunne ikke være lettere. Eller mere overskueligt. Men jeg bliver nok alligevel nødt til at pille ved økosystemet også her i den nye have. For langs skellet mellem mig og en nabo står en kæmpe busk, som muligvis hedder Hvepsegren eller Biernes Lyst. I sensommeren sidste år tiltrak den i hvert fald samtlige stikkende, brodbærende insekter i kommunen. Og det er lige i overkanten, særligt taget i betragtning af at her ikke er nogen blomster, som skal bestøves. Men jeg tænker, at det kan fikses med en hækkesaks og et smut til planteskolen. En klatreplante eller to kan vel dække hullet, og det ville også være lækkert med et lille træ, der blomstrer. Så kan man nyde det, mens man drikker hjemmelavet iste i den nye havepavillon, som skal anlægges lige ved siden af. Jeg mener, hvor svært kan det være?


Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Kultur:

Godt liv:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews