fredag 18 august 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

The summer of ’17

 louise raaschou OKT 2015Det bliver ikke mig, der skriver en nostalgisk hyldestsang til sommeren i år. Og vejret var endda det mindste problem

Der findes somre, som får et nærmest magisk skær, når man tænker tilbage på dem: Med solrige, endeløse dage og glade unger, og hvor man selv var utrolig tynd (og brun), og drinksene var kolde og tillige billige, fordi man også befandt sig et eller andet fedt sted udenlands. Denne sommer var så ikke en af dem. Denne sommer var den, hvor jeg to gange sad med hjertet i halsen af angst over, hvor slemt det stod til med mine drenge. Det var sommeren, hvor jeg fandt ud af, at min kælder ikke er vandtæt, (men det orker jeg ikke at komme nærmere ind på). Sommeren, hvor jeg aldrig rigtigt blev brun og ikke på noget tidspunkt var bare i nærheden af at være tynd. Men samtidig også sommeren, hvor jeg opdagede hidtil ukendte evner hos mig selv, nemlig at jeg har en virkelig god, spansk udtale. Og derudover åbenbart også kan gøre mig usynlig.

Ferien begyndte i sommerhuset med begge poder, en sjælden begivenhed og i sig selv en succes at få ældste til at deltage i noget som helst mor-relateret. Teen havde efterfølgende inviteret et par venner op til huset, og da jeg med yngste i bilen vinkede farvel, lod jeg mig ikke mærke med min nervøsitet. Heller ikke selv om det var gået op for mig, at ’et par venner’ dækkede over en flok på elleve teenagere. Min gængse forælder-bekymring, (bare de ikke drikker for meget og kaster op i sofaen eller naboens have), svandt dog til intet, da jeg samme aften blev ringet op af en af pigerne i huset: Nu skulle jeg altså ikke blive bekymret, men min dreng var lissom lige på hospitalet, fordi han var faldet lidt ned fra et træ, altså på en måde sådan fem meter... ”Hun kunne slet ikke snakke med dig, mor, du var helt mærkelig,” Lød det fra ældste pode, da han lidt senere selv ringede for at fortælle, at han var ”ok.” Knægten var sluppet med ømme muskler og et par hudafskrabninger og havde, ifølge sygeplejersken, været ’usandsynlig heldig.’ I min ende, hjemme på matriklen, tog det halvanden times tid, to glas rødvin, fire smøger og min ene søsters beroligende selskab, før jeg igen kunne trække vejret normalt.

Senere på sommeren. På kærestetur. Fjorten timer efter vores ankomst til Spanien kom der besked fra ene eks: Yngste pode var blevet akutindlagt på hospitalet med vejrtrækningsproblemer. Søn havde fået et alvorligt astma-angreb, men han var ok nu, der var ingen fare. Og nej, jeg behøvede bestemt ikke tage hjem igen med det næste fly, understregede hans far i mobilen, mens jeg gik op i limningen og intet fattede, for yngste pode har aldrig før haft astma, og hvad mente han med akutindlagt, hvor alvorligt var det, og var min dreng okay? Kæreste holdt om mig og til det hele, mens jeg ringede til søstre, (som straks tog til hospitalet, for det er den slags søstre, de er), og jeg var røvligeglad med smukke gader og lækker mad i det døgn, der gik, før jeg var helt overbevist om, at min dreng havde det godt.

Først da dét endelig sank ind hos mig, blev der plads til kæreste og ferie og Spanien, og det var der, på en fortovscafé, at jeg opdagede mit spanske sprogøre: For sjov googlede vi  oversættelser af ord, man ikke lige finder  i diverse parlørs, og da jeg fandt den spanske version af ’glidecreme’, udtalte jeg det højt og tydeligt til kæreste, som skam også blev vældig underholdt. Ikke på grund af ordet, men fordi fyren ved det ene nabobord med et sæt løftede hovedet og øjenbryn og vendte blikket, (ikke et imponeret et), mod mig. Fra det andet nabobord stirrede tre mænd i min retning, og jeg læste heller ikke det mindste, hvor-er-du-bare-cool i deres øjne. Kæreste fnes lykkeligt, mens jeg gemte mig bag mine solbriller og ønskede, at jeg i dét øjeblik kunne gentage, hvad der åbenbart var lykkedes mig tidligere på sommeren: At blive helt og aldeles usynlig.

Yeah right, tænker nogle nok, men jeg sværger, det skete! I yngstes klasse, da alle forældre og unger var samlet til fælles farvel-oggod-sommerferie morgenmad, oplevede jeg, hvordan det er at være usynlig. Eller måske bare tavlefarvet i bedste kamæleon camouflagestil. Jeg kan selvsagt ikke sige nøjagtigt, hvad en af fædrene i klassen så (eller rettere ikke så), da han gik hen for at sige farvel til den gruppe af forældre, jeg stod iblandt. Jeg kan kun fortælle, at manden rakte sin hånd frem og hilste på den første af de andre forældre. Derefter på ham, der stod ved siden af mig. Og så. . . svævede både hans hånd og hans blik ligesom forbi mig, uden den mindste tøven, for til sidst at lande hos den sidste i gruppen, på den anden side af mig. Hva’behar’! Hvad giver I mig? Hvis dét ikke er at være usynlig, så ved jeg sørme ikke. Den superevne kunne jeg godt have brugt en måneds tid senere på den spanske fortovscafe. Hvis bare jeg vidste, hvordan jeg bar mig ad, den morgen i yngstes klasse. Men måske er det ganske enkelt et spørgsmål om at øve sig, måske skal jeg bare træne min usynlighedsmuskel. Så den kan være i topform til næste sommer….

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews