lørdag 16 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Trunte teenagetøs på syvogfyrre år

louise raaschou OKT 2015Med alder følger værdighed. Siges det

• Jeg græmmes. Egentlig er det alt for pinligt at uddybe, men nu er jeg jo gået i gang. Og har man sagt A, må man også sige B - som i dette tilfælde kan opsummeres i et simpelt spørgsmål: Hvorfor kan jeg - for filan, altså - ikke opføre mig alderssvarende?
   Det handler om noget så pubertært som en brandert. En af de helt store. Af den slags, som får sit eget, galopperende liv, overtager motorik og social dømmekraft, og som absolut ikke klæder nogen. Slet ikke mig.
  ”Nå, ja altså…. du tissede i det mindste ikke på gulvet,” lød det fra rummelige kæreste, da jeg dagen efter forsøgte at estimere branderts sværhedsgrad samt skadernes omfang. Ja. Så slemt var det.

Jeg holder nu også min ene søster og min svoger delvist ansvarlige for udfaldet, for de kom forbi den lørdag aften. Bare til et glas vin. Jeg skulle nemlig videre og møde kæreste, som var til fest med sine gamle studiekammerater. Da jeg nogle timer senere vinkede farvel til søster & gemal, havde vi kværnet fire flasker, og jeg var SÅ klar til party, det skal der ikke herske nogen tvivl om. Hals fik et ekstra skvæt parfume, og så hoppede jeg ud i en taxa, hvor den unge chauffør med det samme kommenterede min fine og meget kraftige duft. Hvorefter han trykkede rul-ruden-helt-ned-knappen i bund. Resten af turen, som faktisk var hele turen, forløb i stiv kuling og således opfrisket, indgik jeg i en skarpsindig dialog om saxofonister med den meget unge mand. Eller måske var det nærmere en monolog. I hvert fald blev jeg efter ankomsten siddende et par minutter ekstra for at være helt sikker på, at chauffør nu også fuldt ud havde forstået David Sanborns geni. (Man skulle have været der. I 80’erne)

Høj af vin, godt humør og ikke mindst stilethæle, indtog jeg festen. Særligt det med hælene er mig en gåde, for jeg burde efterhånden vide bedre. Men ikke denne lørdag aften, næh nej, denne lørdag aften var de lige i øjet, de var lige mig, for jeg var jo SÅ klar til party. Kæreste var som altid både rummelig og glad for at se mig. Det sidste var hans gamle studiekammerater også. Til at begynde med. Et par stykker havde oven i købet været lidt spændte på at se giraffen, som i starten faktisk håndterede den sociale situation helt fint. Der var da også stadig en del rummelighed i lokalet, da jeg kastede mig over bordet med tapas, greb en håndfuld grissini og tog dem med ud på dansegulvet. Hvor vi - de italienske brødstænger, som krummer helt vildt og jeg - styrede for vildt. Vi havde også hele gulvet for os selv, for som kæreste vist havde prøvet at forklare mig, så var de fleste et helt andet sted. De havde været i dét mood tidligere, havde danset, havde fjollet rundt og var nu nået til den mere rolige del af aftenen. Nu stod den på samtaler i små grupperinger, alle var trods alt i midten af fyrrerne. At jeg også tilhørte den aldersgruppe, havde jeg dog tilsyneladende glemt, (måske faktum blæste ud af taxavinduet sammen med generøse parfumedosis), for jeg kommenterede jævnligt de andres adfærd. Det ved jeg, for det har kæreste fortalt mig. Derfor ved jeg også, at jeg gik rundt til forskellige grupperinger og informerede folk om, at de var kedelige.

Jeg er ikke helt klar over, om min oplysningskampagne fandt sted før, eller efter jeg smed skoene, men jeg er ret sikker på, at det var inden, jeg også smed strømperne. Det gør jeg alligevel ikke så ofte hos fremmede, så jeg tænker, at jeg på det tidspunkt nok har været SÅ meget klar til party, at en sammenhængende, forståelig sætning ikke har været mulig. Men det er naturligvis ren gisning. Ligesom resten af aftenen og natten for den sags skyld. Jeg kan dog komme med et ret kvalificeret gæt baseret på indgående egen-kendskab og empiri: Der er en altovervejende sandsynlighed for, at jeg har ”danset” plakatfuld rundt i bare tæer og kun er stoppet for enten at protestere højlydt og uartikuleret over musikken eller for at slingre hen til køkkenbordet og mikse en alt for stærk drink. Igen. Fordi den forrige helt sikkert enten væltede eller blev væk. Hvis det ikke har været tilstrækkeligt, (og det er der desværre noget, der tyder på), har jeg derudover muligvis været yderst gavmild med grænseoverskridende, pinagtige spørgsmål og/eller uforskammetheder.

I det store og hele vil jeg tro, at mit gæt er ret præcist, for man ved jo et og andet om sig selv efter syvogfyrre år. Bare en skam, at man (okay, jeg) ikke også lærer et og andet i den forbindelse, men stadig falder ned i tidslommer af tåkrummende, uvoksen opførsel. For mit vedkommende sker det også på de helt forkerte steder. For der er immervæk stor forskel på at være ekstremt pinligt beruset blandt sine nærmeste venner og så på at blive sluppet løs i den samme tilstand, blandt folk man aldrig har mødt før. Og jeg tror måske, at når der næste gang er studietræf for kæreste, så bliver han bedt om at komme alene. I øvrigt viser det sig, at den gamle studiekammerat, som lagde hjem til festen, er kommunal embedsmand. Ganske højt placeret, faktisk. Hvor jeg bor. Forhåbentlig bliver min fremtidige tilstedeværelse ikke også frabedt i kommunen.


Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 46 år gammel, har to sønner på 15 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews