fredag 23 februar 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Vis mig dit rod og jeg skal sige dig, hvem du er

louise raaschou OKT 2015Hos nogle betyder uorden en forlagt proptrækker. Man skulle selv være lige så heldig

• ”Man bliver nødt til at invitere nogle gæster,” lød det fra min ene søster, da jeg en dag klagede min nød hjemme hos hende. Mit problem var matriklens generelle rod og kaos, som indimellem overvælder mig i en sådan grad, at jeg ikke kan overskue andet end at forlade den. Og jeg er jo godt klar over, hvad min kloge søster mente: Det største incitament til at få ryddet op er, at andre skal se, hvordan man bor. (Altså, rigtige andre, ikke den nærmeste familie og vennerne, som har set alle sider både af mig selv og matriklen.) Jeg har da også selv praktiseret øvelsen adskillige gange og som en anden illusionist kreeret den virkelighed, jeg ønskede, mine gæster skulle se. For de, gæsterne, har trods alt kun adgang til et begrænset antal kvadratmeter - og da de fleste er for velopdragne til at åbne skabe og lukkede døre, kan jeg som regel præsentere stue, køkken og entré som den ryddelige, nydelige og ikke mindst daglige standard.
”Neeej, hvor er her pænt,” får jeg at vide, og jeg trækker beskedent på skuldrene og siger noget om ting, der i al hast er kylet ned ad kældertrappen og gæst griner og siger noget om, at dét kender hun så udmærket godt. Og så bonder vi lidt over det. Og jeg lader gæst forblive i troen på, at jeg i virkeligheden bare har samlet tre kaffekopper, en sweater og nogle aviser sammen, og at jeg naturligvis ikke - i virkeligheden - har kylet bunker ned ad en trappe, sikke en sjov overdrivelse, ha-ha- ha.

Det er det ikke. Det er hverdagen her på matriklen, hvor ting og sager, tøj og papirer har det med at hobe sig op i uoverskuelige bunker og mængder. Og sandheden er, at jeg vitterligt ganske ofte kyler diverse bunker ned ad kældertrappen. For derefter lynhurtigt at lukke døren og på bedste strudse manér lade som om, at hvis jeg ikke kan se det, så findes det ikke. Det er straks mere vanskeligt at fortrænge de ting, der stirrer mig lige ind i ansigtet, når jeg åbner et skab. Eller rettere: Falder ned i hovedet på mig, når jeg åbner et skab. I kid you not. Og det er jo ikke fordi, jeg med vilje har leget hulter til bulter, oprindeligt er skabe blevet fyldt med en vis omtanke, ting er blevet stablet, lagt og stillet med omhu. Men så . . . jeg ved ikke, hvad der sker, men på et tidspunkt begynder ting altså at falde ud af skabe, hvilket gør, at jeg helt opgiver at stable, lægge og stille med omhu, hvorefter endnu flere ting falder ud, indtil jeg en dag må tvinge mig selv og rydde op.

Og jeg sværger: De har deres eget liv, de skide ting, det er ren Toy Story - om natten løber de rundt i huset og leger stoleleg med skabspladsen, jeg ved det bare. Det den eneste forklaring på indholdet af det ene køkkenskab, jeg udgravede forleden. Foruden køkkengrej fandt jeg: Syv skruetrækkere, (som jeg er sikker på, jeg havde lagt i kælderen) et par havehandsker (ok, dem har jeg ledt efter), et næseskylnings aggregat af hård plast (???), en uåbnet pakke knaldperler fra nytår 2016, manualen til opvaskemaskinen (fra huset, jeg flyttede fra for knap to år siden), tre hirsekolber (stadig gode, dem kan hyssede undulater få), en uåbnet kalendergave (sandsynligvis fra mig til en af poderne, men hvem ved?), fire opladere til noget Samsung noget jeg aldrig har ejet, to ruller gavebånd, en overklippet antenneledning (man ved aldrig, hvornår man kan få brug for noget ledning), et utal af nøgler til guderne må vide hvilke låse samt en pakke tapetklister.

Jeg forstår det simpelthen ikke. Hvad i hedehulehelvede laver de ting i mit køkkenskab? Ser der også sådan ud i de andre skabe? Jeg har virkelig ikke tid til at deale med dens slags kaos. Jeg har også alt rigeligt at gøre med de andre bunker, dem på kældertrappen, som jeg desværre ikke kan ignorere på ubestemt tid, da jeg er ret sikker på, at de blandt andet indeholder tøj, som skal vaskes. Desuden har ældste pode sit værelse i kælderen, og det er nu mest praktisk, at han også kan komme ind i det, når han indimellem er hjemme fra efterskolen. Af samme årsag kan jeg heller ikke bruge hans rum som permanent oplagringsplads, selv om det jævnligt tjener formålet på midlertidig basis, fordi jeg ikke kan lade være med at klunse fede møbler, jeg ikke har brug for og ikke har plads til ovenpå. Heller ikke i køkkenskabene.

Så når en gæst nikker medsammensvorent i fælles forståelse over kampen mod rod, så ved jeg bare, at hun ingen idé har. Absolut ingen. Og at hun sandsynligvis tænker på sin ene skuffe, hvor en proptrækker blev lagt forkert og på det forsvundne låg til en tupperwareskål. For jeg har set andres hjem, andres skuffer, andres skabe og andres kældre. Og de ser slet ikke ud som her på matriklen. Hvor et snarligt VVS besøg i øvrigt stresser mig ikke så lidt, for VVS mand skal servicere naturgasanlæg. Og så skal han jo kunne komme hen til det. Så jeg må hellere gå i gang . . . .

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews