fredag 23 februar 2018

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 Godt liv

Advarsel: Teenagers med frokostpause

louise raaschou OKT 2015Lokalområde indtages dagligt af teenage-sværm. De kloge holder sig indendøre

• Hverdagen. Logistik. Unger. Indkøb. McDrive. Overlevelse.
Det hele kræver mere eller mindre minutiøs planlægning. Og skønt jeg er voldsomt udfordret inden for hele planlægningskonceptet, så er der dog visse tidspunkter på visse steder, som jeg helt bevidst forsøger at undgå: Ethvert stormagasin på ethvert tidspunkt de sidste to uger i december. IKEA om lørdagen; faktisk også ret mange andre af ugens dage, nu når jeg tænker efter. Zoologisk Have den første forårsweekend med solskin. Og endelig: Samtlige kiosker, købmænd og tankstationer i lokalområdet, alle hverdage mellem klokken 11 og 12.

For lige i dét tidsrum vælter horden ind. Den består af elever fra de omkringliggende skoler, de er alle tretten-fjorten-femten år gamle, de færdes i små grupper med minimum tre i hver, og deres tilstedeværelse er som en græshoppesværm af bibelske proportioner. Og det er altså ikke udelukkende mit midaldrende, reaktionære jeg, der har den oplevelse. Jeg kan se det i øjnene og kropssproget hos alle andre +togtyveårige, som befinder sig samme sted. Selv den relativt unge mand bag kassen på tankstationen får et bittert drag om munden, og jeg ved af erfaring, at jeg i det tidsrum ikke skal ulejlige ham med andet og mere end en pakke smøger.

Alt og alle påvirkes af disse teens. Privatsfærer bliver flået til side, som var de badeforhæng, da ungerne gerne stiller sig helt tæt på en. Og nærheden af et andet menneskes øre bliver på intet tidspunkt registreret, mens de råber jokes ud i lokalet eller skrige-hilser på ligesindede i den anden ende af butikken. Tre skridt bliver til tyve, da fugleflugtslinjen er suspenderet til fordel for et zig-zag forhindringsløb, fordi disse barneunge væsener ikke evner at stå stille og absolut heller ingen fornemmelse har af, at der er andre tilstede end dem selv. Hvorfor en gruppe på syv-otte også gerne holder plenum efter indkøb, midt i døråbningen, så man hverken kan komme ud eller ind. Selv et simpelt indkøb af tobak tager minimum et kvarter, fordi de fire teens foran én skal bruge fjorten et halvt minut på at vælge mellem to karamelstænger, beslutte sig for den ene karamelstang, diskutere, hvem, der skal betale karamelstang, råbe ud i rummet, om en af vennerne kan låne dem fem kroner til karamelstang og i øvrigt jævnligt i de fjorten et halvt minut tage en pause fra indkøb af karamelstang for at tjekke mobilen eller hvine. (Det sidste er mest pigerne.)

Det er neurologisk betinget. Noget med hjernens frontallapper, kan jeg forstå, i fagsprog ’det præfrontale cortex’. Ligesom en nyfødt baby har det bløde punkt øverst på hovedet, fordi kraniet endnu ikke er vokset helt sammen, så vælter teenagere rundt med en del af hjernen, som ikke er færdigudviklet. Og det er lige præcis den del, som styrer planlægning, beslutningstagning og tilpasning af social adfærd. Blandt andet. Måden, man udtrykker sin personlighed på, har også til huse her, og først når man er i tyverne, finder denne cortex sin færdige form. Indtil da render man bare rundt som en bunke murbrokker, der vist nok skal blive til et hus en dag. Men foreløbig stabler man bare lidt, vælter en bunke her og der, kaster en sten i ny og næ for at se, hvor den lander, dunker sig selv og andre i hovedet med stykker af størknet mørtel, breder sig langt ud over sin egen grund og er i det hele taget en naturkraft af kaos og forvirring.

Det forklarer jo en hel del. Når man sådan træder ud i det offentlige rum uden at være helt klædt på i hjerneafdelingen, så er det måske ikke så mærkeligt, at omgivelserne lider under det. Og hvis jeg tænker tilbage, så har jeg selv og mine jævnaldrende måske også været en lille smule skide irriterende, da jeg var på den alder. Jeg kan da huske, hvordan vi, i en stor gruppe, tog til fest i weekenden med den lokale bus, hvor vi sang og råbte, drak øl og røg smøger. (Ja, det måtte man, dengang i firserne.) Der var ikke mange busser i den lille by, hvor jeg kommer fra, og den har nok været temmelig fyldt med andre mennesker også. Jeg kan bare ikke huske dem eller se dem for mig. Faktisk vil jeg den dag i dag mene, at vi havde hele bussen for os selv. Og når det gælder evnen til at træffe fornuftige beslutninger. . . ja, så kan jeg retrospektivt godt se, at mit eget præfrontale cortex heller ikke var helt fremme i skoene i nogle år. Faktisk kan jeg få det helt skidt ved tanken om nogle af de tåbelige ting, jeg foretog mig, dengang jeg stadig var under ombygning, men min mor ved det ikke, så jeg skal ikke gå i detaljer.

Jeg forsøger stadig at undgå den helvedes time hvor lokalområdet, som man kender det, bliver sat på stand-by af teen invasionen. Og skulle jeg alligevel havne i situationen, så vil jeg prøve at rumme og bære over. Og huske på, at når en teenager stiller sig så tæt på mig, at jeg fysisk kan mærke de små spytdråber fra hans verbale udtryksform, så er det ikke fordi, han er et dårligt menneske. Det er hans frontallappers skyld.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

Louises klumme

euronews