tirsdag 21 november 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

All Eyez on Me: Gangsta-biopic renser Tupac for vold og nuancer

alleyezonme movieDen biografiske, heltedådige Tupac-film om gangsta-rapperens myteomspundne liv og død er fattig på nuancer

3stjernerAll Eyez on Me. Instruktør: Benny Boom. Medvirkende: Demetrius Shipp Jr., Jada Pinkett, Danai Gurira m.fl.. Varighed: 139 min. Censur: 15 år. Premiere: 15. juni

• En septemberaften i Las Vegas 1996. To gangstaz i bil. Den ene Suge Knight, den anden Tupac Shakur. Suge vil høre hård gangstarap, Tupac er mere til fløde-r’n’b. Tupac får sin vilje og synger med, mens Suge ryster på hovedet. De holder for rødt. En bil kører forbi. Standser. To piger flirter. Om de vil med til fest? Det vil pigerne gerne. En tredje bil kører forbi. Bang! Tupac er død. 25 år gammel.

Scenen er symbolsk. Den nye biopic 'All eyez on me', som også er titlen på et af 2pacs bedst kendte albums, er historien om, hvordan en følsom, naiv og kreativ forkæmper for de sortes rettigheder ender i uheldige miljøer blandt gangsta-rappere med øje for dollar og damer. Oplægget lyder livligt, den ukendte hovedrolleindehaver, Demetrius Shipp Jr., ligner 2pac til forveksling, men desværre fortaber filmen sig i heltedyrkelse og filmiske floskler.
Flosklerne lægger ud. Juleaften får en lille dreng en blyant af sin mor. Den vil gøre dig berømt en dag, siger moderen tykt kun overgået af næste citat.
“En dag vil jeg være revolutionær,” siger den bedårende knægt, der vokser op i et raceuroligt New York hvor den militantiske oprørsbevægelse De Sorte Pantere konstant har skurkene fra FBI i hælene.

Hurtigt klippes den forsimplede forhistorie. I gymnasiet, på den prestigefyldte Baltimore School for the Arts, er Tupac en af de charmerende og kloge. Han bliver venner med Jada Pinkett Smith, som senere i livet bliver Hollywood-skuespillerinde (Gossip-info: Will Smiths kone). Men den lovende, skolede karriere som teaterskuespiller, William Shakespeare-fan og danser slutter brat i New York, da familien rykker til vestkysten.

Fra nu af skal vi have mange deltajler med i biografien i den næsten 2 ½ time lange fortælling, der er alt for lineær, selvom rammen for historien egentlig er et fiktivt interview mellem Tupac og en journalist foretaget i det fængsel, Tupac senere kom til afsone i.

I Californien bliver han opdaget. Som rapper. Han får dårlige venner, der vil malke hans talent. Dollarsedler og damenumser vimser om ham. Han får pladekontrakt og bliver filmskuespiller. Med sin rap om vold og kriminalitet er Tupac blot protestrapper, talerør for de undertrykte og gadereporter, som han siger til en journalist, alt imens vi ser politiske scener, om hvor nedladende og lovstridigt FBI behandler de sorte. Præcis som i den noget mere vellykkede hyldestfilm, 'Straight Outta Compton', om rapgruppen N.W.A.

Tupacs omgang med våben, vold og tyveri bliver nedtonet. Han er den naive og sjove, som aldrig gør noget moralsk forkert. Et offer for et barskt gangsta-miljø og et racistisk FBI. Når han for eksempel skyder mod to civilbetjente i færd med at banke en tredje mand til døde. Og når han bliver idømt flere års fængsel for et seksuelt overgreb, er han, ifølge filmen, komplet uskyldig.

Fejden mellem østkystens og vestkystens rappere bliver også et tema. Bedst er filmen i dens anden halvdel, da det berygtede pladeselskab, Death Row Records, betaler den millionstore kaution for Tupacs løsladelse. Her møder Tupac kendte gangstaz som Dr. Dre, Snoop Dogg og Suge Knight, som driver pladeselskabet med vold og magt. Her får Tupac tilføjet en bitte smule stærk krydderi på sin ellers glatte personlighed.

'All eyez on me' giver lyst til at søge indsigt i gangsta-rappernes fascinerende univers. Hvad skete der egentlig i Death Row Records? Hvorfor lå østkysten og vestkysten i konflikt? Hvem skød Tupac? Det er bare ærgerligt, at vi endnu engang får en helteskåren film, der ikke tør gå kritisk og originalt til værks.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

euronews