lørdag 16 december 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

I am not your Negro: Historien om negeren er historien om USA

film iamnotyournegroSådan siger forfatter - og stilikon - James Baldwin i ny film, der mesterligt og elegant opridser raceoptøjerne i USA

6stjernerTitel: I am not your negro. Instruktør: Raoul Peck. Medvirkende: Samuel L. Jackson, James Baldwin, Harry Belafonte, Malcolm X. Varighed: 93 minutter. Premiere: 28. september

• James Baldwin var en rigtig laps, altså en laps i ordets gammeldagsforstand, en elegant og ulasteligt klædt herre i jakkesæt og med fremtrædende solbriller. Han levede bohemelivet i 50ernes Paris. Lykkeligt. Indtil forfatteren byttede Frankrig ud med USA. Ikke fordi han elskede USA, fortæller han i I am not your negro - en titel der henviser til, at han ikke vil underlægge sig de hvides fordomme. Nej, han skrev allerede bøger og klummer om de forfærdelige forhold, sorte levede under både før og efter Anden Verdenskrig i USA.

Han måtte kæmpe de sortes sag og fløj modvilligt tilbage over Atlanten og tog del i de sortes kamp for ligestilling under Borgerrettighedsbevægelsen. Han gjorde det på mest dragende vis foran store publikummer til foredrag og i tv. Den amerikanske stjerne Harry Belafonte sad med. Marlon Brando sad med.

Baldwins elegante fremtræden smitter af på filmen, der er livligt fortalt med masser af power. Filmen er ikke så meget et portræt af den elegant forfatter, som den er nedslag i den amerikanske kulturhistorie.

Den handler mest af alt om hans tre venner, borgerrettighedsforkæmperne Martin Luther King, Malcolm X og Medgar Edvers. Som alle blev myrdet i i henholdsvis 1968, 1965 og 1963. I 1979 satte han sig for at skrive bogen Remember this house om hans personlige historie med raceurolighederne og hans tre venner, som blev skudt.

James Baldwin døde i 1987 og fik kun skrevet 30 sider på bogen. De sider har instruktør Raoul Peck taget kreativt hånd om. Sætninger fra bogen, og fra andre filmessays, bliver læst op af Samuel Jackson. Skuespilleren med den ikonisk markante stemme læser op til arkivoptagelser af James Baldwin, Martin Luther King, Malcolm X og Medgar Edvers. Vi ser privatoptagelser fra deres hjem, optagelser fra demonstrationer, fra foredrag og tv-debatter.

Det er både intellektuelt stimulerende og underholdende. Den perfekte blanding.

“Det går så godt med de sorte, at om 40 år kan en sort blive præsident,” siger Robert F. Kennedy på skærmen. Men James Baldwin er ikke imponeret.

“Vi sorte har været her i 400 år, og så skal vi høre på, at USA kan få en sort præsident om 40 år,” konstaterer forfatteren tørt, der er kendt for bøger som The Fire Next Time og Go Tell It on the Mountain.

Mellem arkivoptagelserne er der klip fra talrige filmscener fra Hollywood, der viser og revser de hvides forhold til de sorte. Vi ser også klip fra reklamer. Baldwin fortæller om modsætningen mellem det virkelige USA: det raceopdelte USA, det fattige USA, og så det forestillede USA: De blonde kvinder og de lykkelige hvide middelklassefamilier i reklamerne og den tandløse tv-underholdning med talkshows, der leder opmærksomheden væk fra de virkelige problemer.

Det er stærke sager til eftertanker. Filmen varer 1,5 time, men på trods af det tunge emne suser mesterværket derudaf. Historien er, som James Baldwin siger, ikke pæn, men den er en vigtig del af den amerikanske historie og selvforståelse.

Tre andre film om det sorte USA

Måske vil nogen mene, at vi har hørt historien om det raceopdelte USA før. Men 'I am not your negro' og de tre nedenstående film viser, at der stadig er nyt at hente:

Mississippi Burning  (1988)
“Hvis du var neger, ville ingen bekymre sig om, hvad du tænkte,” siger FBI-agent Alan Ward spillet af Willem Dafoe. Hans makker er Gene Hackman, og sammen beslutter de sig for opklare mordene på tre borgerrettighedsforkæmpere i Mississippi.
Filmen er fiktion, men baseret på virkelige hændelser. Da FBI-agenter ankommer til byen, hvor mordene er blevet begået, møder de modstand fra indbyggerne, det lokale politi og ku klux klan.

12 Years a slave (2013)
“Jeg vil ikke overleve. Jeg vil leve,” siger slaven Solomon Northup. Han var oprindeligt en fri mand født i New York. Men i 1841 bliver han kidnappet i Washington, solgt og placeret på en plantage.
Det skræmmende ved historien er, at den er sand. Filmen er bygget over Solomon Northups egne erindringer skrevet i 1853!
Filmen delte anmelderne i Danmark. Politiken og Berlingskes anmeldere kaldte den et mesterværk, 6 stjerner og roste dens sansebombardement. BT og Ekstra Bladet derimod kaldte den kunstnerisk flad.

Malcolm X (1992)
Filmen om Malcolm X skulle laves, og hvem andre mere end Spike Lee var i 1992 oplagt? Instruktøren bag succesfilm med afroamerikanske hovedroller som 'Do the right thing' og 'Jungle feve'r gav hovedrollen til Denzel Washington. Og det gav pote. Washington vandt Sølvbjørnen i Berlin for bedste skuespiller. Og filmen er både af den legendariske anmelder Roger Ebert og af Martin Scorsese blevet nævnt som en af 90ernes bedste.
Malcolm X var en af 60ernes største forbilleder for de sorte i oprør. Indigneret og højtråbende talte han i medierne og til de sorte tilhørere, som blev flere og flere. Om de sortes rettigheder og den hvide mands byrde. Men han var en kontroversiel figur. Som talsmand for Nation of islam var han af den opfattelse, at de sorte var alle andre racer overlegne, at den hvide mand snart ville blive fordrevet.
Sent i livet blev han mere nuanceret, nævnte at racer kunne leve side om side, og så blev han skudt af en ekstremist.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

euronews