tirsdag 21 november 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 kultur

Lovende filmdebut gør kinderne våde

film mensvileverDu får følelser for alle kærestepengene i den gribende danske tragedie om en ulykkelig ungdomsforelskelse i en dysfunktionel familie

4stjernerTitel: Mens vi lever. Instruktør: Medih Avaz. Medvirkende: Sebastian Jessen, Julie Christiansen, Charlotte Munch, Mia Jexen, Julie R. Ølgaard og Nicolas Bro. Varighed: 98 minutter. Premiere: 26. oktober

»Det er kraftedeme en god film,« siger filmens komponist Fabricius-Bjerre en dag til BT. I  det hele taget har PR-maskinen bag filmen ikke været bleg for igen og igen at gøre opmærksom på de roser, filmen har fået blandt medier og meningsdannere.

Det er i hvert fald en solidt melodrama og lidt af en tuder, du meget passende kan tage din kæreste med ind at se.

I Hirtshals arbejder fiskeren Kristian på en rød kutter. Han er blevet forlovet med sin kæreste, og på overfladen ser alt godt ud. Indtil det ringer på døren. Her står Kristians far med en flaske vin. Kristian kigger forundret på ham. Om faren må komme ind? Nej, det må han ikke.

“Jeg kom bare for at sige, at Peter ligger alvorligt syg på hospitalet,” siger faren, inden scenen skifter.

Hvem fanden er Peter, tænker man, og snart lærer vi andre karakterer at kende, som alle, på en eller anden måde, har at gøre med Kristian og den tragedie, som skal udfolde sig.

I Helsinge i Nordsjælland kæmper Trine med at få livet til at hænge sammen, efter hendes far er kommet på hospitalet. Hun arbejder for sin mor i en cafe og har født en dreng, der laver ballade i børnehaven. Og i gymnasiet er den kloge gymnasieelev Tobias forelsket i klassens hashryger. Alt imens Tobias’ bedste veninde vil mere end bare være venner.

Det går en del tid, før vi regner ud, hvem der er hvem, og hvad forhold karaktererne har til hinanden. Opbygningen af fortællingen er både gribende og intelligent. Filmens klimaks bliver en tragisk ulykke. En ulykke, den debuterende filminstruktør Mehdi Avaz havde tæt inde på livet i sin opvækst i Helsinge. Måske er det derfra, at filmens tydelige engagement kommer fra?

Filmen har kun kostet to millioner kroner at lave, nærmest en tiendedel af den normale pris for en stor dansk film, og alligevel er den fotografisk og imponerende med befriende skuespil fra mindre kendte ansigter end de sædvandlige. Særligt gør skuespillertalentet Sebastian Jessen det fremragende som den sorgramte fisker, der er flygtet fra sit gamle liv.

Filmen er godt skruet sammen efter alle fortællingens regler, men leverer ingen kunstneriske nybrud, som vi kender det fra Lars von Trier eller Jon Bang Carlsen. Det incestiøse spørgsmål i filmen er nok det mest tankeprovokerende, men forbliver desværre kun et indirekte tema. Heldigvis lover filmdebuten fra de såkaldte Avaz-brødre, Milad Avaz står for manuskriptet, godt for dansk films fremtid og med et gå-på-mod, der sjældent er set i dansk film.

3 danske tragedier på film

Sorg og glæde (2013)
“Tragedien binder os sammen,” sagde den danske filminstruktør Nils Malmros om den for mange komplet uforståelige hændelse, instruktøren valgte at filmatisere 30 år efter.
Sorg og glæde handler om tabet af hans ni måneder gamle datter i 1984. Barnet dræbt af moderen, der den dag i dag endnu er Niels Malmros kone. Hvordan kan han stadig være sammen med hende, har folk spurgt igen og igen. Det spørgsmål giver filmen med instruktørens vanlige psykologiske dybde svar på.

Drømmen (2006)
To verdener kolliderer i en lille danske landsby i slutningen af 60erne. Pubertetsdrengen Fritz bliver på landsbyskolen taget i at glo ind i pigernes omklædningsrum. Skolens rektor (Bent Mejding) giver ham en hård fysisk straf, mens den unge langehårede lærer, Freddie (Anders W. Berthelsen), tager ham under sine vinger med drømme og musik.
Filmen handler om en ung outsider i en strømlinet klasse i en tid, hvor hippier i oprør gør op med tradition og disciplin. Det er på en gang livsbekræftende og tårevækkende at følge Fritz og hans families kamp mod den tyraniske skole.

Under sandet (2015)
Efter 2. verdenskrig bliver hundredevis af unge tyske drenge sendt langs den jyske kyst til Vesterhavet for at rydde op. Og vi taler ikke om det tonsvis af giftige skrald, der uge nu om dage flyder ind på Vesterhavets kyst. Vi taler om afrydningen af cirka to millioner sprængfarlige miner. Med den danske stats velsignelse.
Nogle vil mene, at det retfærdigt, at Nazityskland rydder op efter sig selv, men fra vi følger drengene, deres drømme og håb, og til den første mine sprænger, er katastrofen total. Danmark har sendt uskyldige unge drenge direkte i en dødsfælde. I filmen er sergeanten, drengenes leder, gjort dansk for at understrege Danmarks dårlige samvittighed. I virkeligheden blev tyskerne ledet af en tysker, og det var langt fra kun unge drenge, som blev sendt afsted.

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

Anmeldelser

euronews