tirsdag 21 november 2017

ØRESTAD AVIS - LOKALAVIS FOR ØRESTAD OG NABOKVARTERER SIDEN 2006

logo-orestad

lokalavis for Ørestad og naboomrader siden 2006 ørestad

Sådan kommer hjørnet ved C.F. Møllers Allé til at se ud

bellakvarter organistens hus600 boliger er ved at blive bygget på Bella Centers grund langs med Ørestads Boulevard. Blandt andet den omdiskuterede hjørnebygning ved C. F. Møllers Allé

• Byggeriet i Bellakvarteret fortsætter, nu i den østlige del ved Ørestad Boulevard. Det er Bella Centeres ejere, Solstra Capital Partners, der selv står for udviklingen af i alt 600 ejer- og lejeboliger i de tre ejendomme Organistens Hus, Laxnesshus og Halldorhus. Med opstarten af de nye lejligheder nærmer Bellakvarter sig halvdelen af boligerne i kvarteret.
De nye boliger forventes at stå færdig fra medio 2018 til medio 2019. Udlejningen til Halldorhus er startet, mens de to øvrige forventes at starte udlejning i 2018.

Organistens Hus
Organistens Hus opføres på hjørnet af C. F. Møllers Allé og Ørestads Boulevard med 82 boliger i op til 10 etager. De øverste 5 etager fremstår som et tårn med sit eget arkitektoniske udtryk. Heroppe skal der bl.a. være 6-værelses penthouselejligheder med udsigt ud over Øresund.
Under høringsperioden for lokalplanen var der mange ,som kritiserede det høje byggeri, som man mente ville kaste en skygge over BIG arkitekternes berømte bygninger på den anden side af metroen. Men politikerne afviste kritikken ved at argumentere for, at Ørestad City er planlagt til at have høje huse i rimelig afstand af hinanden.

Halldorhus og Laxnesshus
Halldorhus ligger nord for Organistens Hus ud til Ørestads Boulevard. Her er udlejningen åbnet til de nye lejligheder på 2 til 5 værelser og med egen altan, tagterrasse eller fliseterrasse. Senere kommer Laxnesshus, som ligger i 'anden række' i forhold til Ørestads Boulevard.

Holscher Nordberg Architects, som også har tegnet dele af Carlsberg Byen og Kalvebod Vest, står bag Halldorhus og Laxnesshus.

”Bygningerne er udformet, så de passer til det liv, der er i gadeplan. Karréerne springer i deres højder, så folk på tagterrasserne kan komme i kontakt med folk på gaden. Samtidig har vi placeret de højeste etager ud mod gaderne, så den lave del peger ind mod det intime bykvarter og den høje del peger ud mod det store Ørestad,” fortæller Nils Holscher fra Holscher Nordberg Architects.

Ambitionen er også at lave plantebede og opsætte drivhuse på taget og skabe et frodigt havemiljø. Desuden får stuelejlighederne forhaver ud mod gårdrummene.

Glaseret tegl
Bygningerne bygges i ensfarvede sten som basis, mens de varieres i højderne, for at skabe variation. I udformningen af Laxnesshus brydes murværket også af forskellige farver og stentyper – blandt andet glaseret tegl.
”I vores kig tilbage på københavnerkarréerne, ser man brugen af glaseret tegl. Det er en spændende sten, som man er holdt op med at bruge, og vi syntes, det kunne være interessant at introducere den igen og skabe farvespil i bygningen,” fortæller Nils Holscher.

Man kan tilmelde sig Bellakvarters nyhedsbrev på  bellakvarter.dk,

Eller skrive sig op til de nye boliger på bellakvarter.dk/boliger-til-leje

Debat:

Bestil nyhedsbrev

Vi sender 1-2 gange pr. måned.

euronews